Vegansk Vildtsauce med Rødvin

2019-07-31

Vildt inspireret sauce, med respekt for den vilde natur - Nyd den med en lækker plantebøf, eller som lækkert tilbehør til dine pommes frites, en Fredag aften.


Ingredienser:

Til ca. 2 personer.

  • 2,5 dl. god rødvin (Jeg brugte 'La Chateau Pirouette 2012' fra Bordeaux, kan købes på nettet for ca. 130 kr. Anden vin kan sagtens bruges, dog skal der smages til, i forhold til syre og sødme)
  • 1 Plantefløde (Jeg brugte den fra Naturli')
  • 1 tsk. Ribsgele (Tjek at der ikke er gelatine i) 
  • 1 Løg.
  • 1 Fed hvidløg.
  • 1 tsk. Tomatpure.
  • 1/2 tsk. Sojasauce.
  • 1 tsk. Salt.
  • 1/2 tsk. Peber.
  • 1 tsk. Sukker.
  • 2 spsk. Raps- eller solsikkeolie til stegning.


Fremgangsmåde:

  1. Start med at hakke løget og hvidløget meget fint.
  2. Svits løget og hvidløget i en tykbundet gryde med olie, uden låg, indtil det er brunt. (Det gør ikke noget hvis det bliver en smule sort i kanten)
  3. Tilsæt tomatpure, sojasauce, ribsgele, salt, peber og sukker.
  4. Tilsæt derefter straks rødvinen og rør godt rundt.
  5. Lad det koge uden låg i 10 minutter på middel varme, rør jævnligt i saucen.
  6. Tilsæt plantefløden og lad saucen koge op under omrøring. 
  7. Så snart saucen bobler igen, er den klar til servering.

Velbekomme.